Trussels-brøken
Skrevet af Thomas Klint   
Onsdag, 05. august 2009 14:35

Trykt i Fyns Stiftidende august 2009

Trussels-brøken siger, at hvorvidt vi opfatter noget som en trussel er bestemt af: vores opfattelse af graden af sandsynlighed for at det frygtede sker x forfærdeligheden ved at det sker / håndteringsmuligheder (hvad vi selv kan gøre for at forhindre truslen) + den hjælp vi kan få fra andre til at neutralisere truslen.

Relateret til den verserende bandekonflikt synes trusselsbilledet at være stigende for at blive ramt af en vildfaren kugle. Man kan komme kørende i sin bil med børnene på bagsædet og ligesom de to mænd på Ejbygade i Odense blive beskudt. Der er ingen garantier. Præcis denne argumentation kom en ung kvinde med, som henvendte sig i klinikken.

Og hun har ret. Der er ingen garantier. Men selvom angst som grundfølelse er funktionel, idet den passer på os, så har angst også to bivirkninger. Den første er, at angst spreder sig og gennem vores forestillingsevne og fantasi kan katastrofetankerne brede sig og lade angsten, som var det et batteri. Resultatet er, at vi ser potentielle farer overalt. Den anden bivirkning er, at angst dominerer over fornuften og vi undervurderer vores egne evner til at håndtere truslen, hvis det skulle ske.


Kvinden som kom i klinikken var forpint, og familien overvejede faktisk at flytte fra byen, selvom de var glade for hvor de boede. Med afsæt i trusselsbrøken undersøgte vi situationen, for at se hvor reel truslen egentlig var, og om der var noget hun måske kunne gøre for at håndtere situationen bedre?

I angstbehandling er det overordnede mål, at få tælleren (den øverste) i brøken ned og nævneren (den nederste) op. Jeg spurgte til hvor sandsynligt hun mente det var, at hun ville blive beskudt. Hun svarede, at sandsynligheden sikkert ikke var så stor, men hun alligevel ville sige 10 %. 10 % synes måske ikke af så meget, men hvis vi ser lidt nærmere på den procentsats, så vil det svare til at for hver 10 skudepisoder, så ville kvinden skulle være i skud linjen én gang. Yderligere set i lyset af, at hun aldrig havde været udsat for skud-angreb tidligere, og ikke havde relationer til bandemiljøet, så synes det også at rokke ved de 10 % sandsynlighed.

Når det er sagt, så er sandsynligheden selvfølgelig aldrig 0. For det kan ske og med 6 drab på 11 måneder i denne konflikt, så er sandsynligheden/risikoen for at blive ramt selvsagt lidt større end før konflikten. For nu er der personer, som kører rundt med adrenalinen pumpende og med vold i tankerne. Men sandsynligheden for at blive ramt af deres våben er stadig forsvindende lille.

Yderligere hjalp det kvinden, at vi undersøgte hendes muligheder for at passe på sig selv – altså håndteringsmulighederne. I yderste konsekvens kunne de flytte fra byen, men hun ville også kunne lave en konkret beredskabsplan i forhold til hvad de ville gøre, hvis de mod al sandsynlighed skulle befinde sig i et skyderi. Konkret ville hun køre ud til siden og som en livvagt kaste sig over barn og barnestol og derved minimere risikoen for, at barnet skulle blive ramt. Det ældre barn ville de instruere i at kaste sig ned i bunden af bilen. Noget lignende ville de gøre hvis det skete, mens de gik en tur i gågaden.

Forfærdeligheden kunne vi ikke gøre noget ved, men vi kunne rokke ved sandsynligheden for at det værste ville ske. For det værste kvinden kunne forestille sig var, at hendes børn skulle blive ramt og dø af skud. Sandsynligheden for et fatalt skud diskuterede vi. For selvom børnene skulle blive ramt, så var det ikke ensbetydende med, at de ville dø af skuddene. Meget vel ville de overleve. Kvinden fandt også noget ro i, at hun ville kunne tage et førstehjælpskursus og have masser af kompresforbindinger i bilens førstehjælpskasse. Så hvis det værste skulle ske, så kunne hun give førstehjælp.

I forhold til den sidste faktor i brøken (hjælp fra andre), talte vi om at politi og politikere for tiden synes meget opsat på at løse problemet med både visitationszoner, lovning på mere synligt politi, mandsopdækninger, samarbejde med SKAT mv. Tiltag som vi om ikke andet kunne håbe på ville virke med tiden og som ville blive fulgt op på, også når konflikten engang ebbede ud.

Kvinden gik fra terapien og gav udtryk for at angsten stadig var der, men ikke så stor, og hun havde noget hun kunne gøre, hvilket gav en vis form for kontrol og deraf en angstdæmpende effekt.

Min pointe med eksemplet er, at det kan være hensigtsmæssigt at realitetsteste sandsynlighed og håndteringsmuligheder gennem netop trusselsbrøken. Især for politikerne og andre beslutningstagere kan trusselsbrøken bruges strategisk i forhold til at reducere sandsynligheden og øge hjælpen til borgerne. For essensen er, at bindemidlet i ethvert samfund er tryghed for dets borgere. Kan et samfund ikke give det, så gøres plads til anarki og intolerance – ”byggesten” som hurtigt kan udvikle sig til krige og etniske konflikter.

For tilbage til kvinden i eksemplet – en væsentlig krølle på historien er, at hun fortalte, at hendes mand havde gjort sig tanker om, at hvis udviklingen fortsatte med daglige skyderier, så skulle det gøres lovligt for menigmand at skaffe sig våben til selvforsvar. Et tiltag der på sin vis ville være en forståelig håndteringsmulighed og absolut give en form for tryghed. Men en fri våbenlov ville på alle andre punkter forværre situationen, og øge sandsynligheden for at flere mennesker ville blive ramt af skud.

Men sådanne tanker bør samtidig være et vink med en vognstang til politikerne om, at her skal de træde i karakter. Havde disse grupperinger ikke våben før, som de brugte til at true og afpresse andre mennesker med? Sandsynligvis. Vi ser samme sørgelige udvikling indenfor stigningen i hjemmerøverier og røverier mod guldsmedeforretninger. Der bruges ofte skydevåben og folk kommer til skade. Lige nu har politikerne en historisk mulighed for at iværksætte så omfattende tiltag, at vi kan få trussels-brøkens tæller mere ned og nævneren mere op. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan, men kun sige at kreativiteten og fantasien bør være de eneste begrænsninger for ideer og tiltag, som kan være medvirkende til at skabe tryghed i gaderne og få våbnene væk. Sker dette vil det ikke alene kunne øge tiltroen til beslutningstagerne og være angstdæmpende for den enkelte. Det kan også på sigt øge den almene tolerance og give mere plads til fornuften, så denne bandekonflikt ikke kommer til at handle om hudfarve og etnicitet, hvilket flere eksperter har ytret bekymring for. Sker det ikke, så er jeg oprigtig bekymret for, at almindelige mennesker med sunde nervesystemer i stigende grad, vil lade sig guide af deres amygdala (frygtcenter i hjernen) og tage ekstreme og sikkert ikke særlig gennemtænkte tiltag for at beskytte sig selv og deres familier. Det vil modsat øge den overdrevne angst og få brøkens tæller til at eksplodere opad. Den udvikling bør og skal vi undgå som retssamfund.


Mvh Thomas Klint, psykolog. Nørrevænget 35. 5000 Odense.

 
301 Moved Permanently

Moved Permanently

The document has moved here.